Indlæg

SUP-oplevelser krydret med unikke overnatninger

Publiceret June 28, 2022
Tekst og foto: Sara Kjems, forfatter til den nye bog Danmark rundt i vandkanten - oplevelsesrige Stand Up Paddle ture og unikke overnatninger.

Sommeren har indfundet sig i Danmark og lige om lidt også ferien. Ferie er oplevelser, hygge, smagen af danske jordbær og tid - også tid til at tage på fantastiske SUP-ture og til at opleve alle de herligheder Danmark gemmer på. Du behøver nemlig ikke tage til udlandet for at opleve storslået, smuk og vild natur - det findes også her hjemme.

Meditative solnedgangs-ture med morgenkaffen i termokanden, længere SUP-oplevelsesture ud på åbent vand, hvor der kun er natur så langt øjet rækker eller SUP på bølger. Det er kun fantasien, der sætter grænser for SUP-oplevelser og med Danmarks over 8.000 kilometer kystlinje og utallige søer, åløb og kanaler, er mulighederne mange.

Du kan også kombinere en SUP-tur med en unik overnatningsoplevelse, enten i et af de mange kystnære shelters eller på et lidt mere glamourøst overnatningssted, hvor natur og friluftsliv tilføjes en grad af luksus. En del overnatningsteder ligger relativt tæt på vand eller endda helt i vandkanten.

SUP-ture og uforglemmelige overnatninger i vandkanten fortalt af Sara Kjems, forfatter til bogen "Danmark rundt i Vandkanten"

Det sidste 1 1/2 år har jeg rejst Danmark rundt i min lille grønne camper og padlet på al slags vand; søer, åer og rigtig mange kilometer langs de danske kyster. Min passion for SUP og vandet er blevet til en bog om enestående SUP-ture krydret med unikke overnatningssteder.

I bogen Danmark rundt i vandkanten har jeg samlet nogle af de smukkeste steder i Danmark, hvor du kan få en særlig oplevelse på dit SUP-board, fra Bovbjerg Klint ved Vesterhavet til klipper og grotter på Bornholm og et hav af andre SUP-ture der ind i mellem.

Alle overnatningsstederne i bogen har deres helt egen fortælling og stemning, og de adskiller sig på hver deres måde fra normen i både udtryk og beliggenhed; et fyrtårn, et trætophus, en jurt i de jyske bjerge, en ombygget industrivogn, et flydende træhus midt iden travle havn og et kanvastelt på toppen af en bornholmsk sprækkedal. Skønne overnatningssteder, hvor værterne har lagt sjæl og kræfter i at gøre deres sted til en uforglemmelig oplevelse, som vi andre kan nyde godt af, når vi tager på ture rundt i Danmark.

Fantastiske steder til Stand Up paddle i Danmark

Der er en stor frihed i SUP og et SUP-board kan bruges på rigtig mange forskellige måder. I Danmark er der heldigvis aldrig langt til vandet - om du er til bølger eller fladt vand, saltvand eller ferskvand. Mange af de SUP-ture jeg har været på, har budt på glædelige overraskelser, smuk natur og seværdigheder i vandkanten jeg ikke på forhånd forventede.

Det er fantastisk at opleve Danmark og udforske vandkantens skjulte hemmeligheder på sit SUP-board og jeg kan kun anbefale dig at tage dit board med dig på din næste ferie rundt i Danmark og til dit næste getaway.

Her får du et bud på 3 fantastiske SUP-ture kombineret med en overnatning lidt ud over det sædvanlige.

SUP-ture på klippeøen Bornholm

Bornholm er øen med den karakteristiske klippekyst, de mange solskinstimer og man er aldrig langt fra duften og smagen af en røget sild. Det er feriestemning for alle pengene og uanset om du padler langs den sydlige kyst med de lange hvide sandstrande eller den mere dramatiske kyst på nord Bornholm er der masser af herlige SUP-oplevelser i vente.

Kysten er smuk næsten ligemeget hvor hen du vender hovedet og boardet hen og der er mange gode SUP-ture at tage på over heleøen. For størestedelen af dem med spektakulær natur som kun findes på Bornholm.

Ikke langt fra Helligdomsklipperne ligger Rø jordbrug. Stedet er et oplagt overnatningssted for SUP-ture på Bornholm, selv om det ikke ligger helt i vandkanten. I Skovteltet på toppen af en sprækkedalen er man dejlig langt væk fra det moderne liv, samtidig med at man får mere komfort end på en helt almindelig telttur. Trods den glamourøse og komfortable indretning i teltet, har man følelsen af at være midt i naturen. Der er ingen strøm og heller intet internet, så her kan man bare nyde den bornholmske natur, sysle med de praktiske gøremål som madlavning over bål og tage brusebad under de grønne trækroner, mens man overvejer hvor den næste SUP-tur skal gå til.

SUP i Det sydfynske øhav

Farvandet med det eksotisk klingende navn Det Sydfynske Øhav ligger syd for Fyn. Området byder på næsten uendelige muligheder for SUP-ture både til øerne og langs den lange smukke kyst. Tag eksempelvis en SUP-tur i Svendborg Havn, porten til øhavet, og lad dig fascinerer af de gamle smukke træskibe og øhavets mange færger. Måske er du også heldig at opleve delfinen Delle, der boltre sig og laver luftakrobatik i havnen og på Sundet. Eller tag en længere tur rundt om Thurø (14 kilometer) og nyde de smukke landskaber ved Thurø Rev og De sorte Fiskerhytter ved Gambat Havn.

Svendborg Sund er et smalt farvand, så du skal være opmærksom på stræk strøm. Kystenstrækning lidt nord for Svendborg - fra Skårupøre til nord for Lundeborg er mere fredfyldt med smukke kystskove og den charmerende havneby Lundeborg. Tag forbi Elsehoved fyr, på pynten af samme navn. Det er et sødt lille rødt og hvidt fyrtårn og er oplagt til et pausestop. Lidt nord for Lundeborg finder du Villa Skovly, der udover at ligge lige i vandkanten, også emmer af hjerterum og gæstfrihed, og den smukkeste udsigt til havet.

Ærø byder også på masser af skønne SUP-ture, både langs kysten og til de mindre øer, Halmø, Lilleø, Dejrø og Langholm ud for Ærøs kyst. Nyd de små ærøske badehus fra vandsiden og indsnus øen søfartshistorie og det hyggelige ø-liv. Teglværkspladsen er et oplagt sted at overnatte et par dage eller tre. Teglværkspladsenen er en naturoase med fokus på friluftsliv, vandsport, fællesskab og gode oplevelser.

SUP på de midtjyske vandveje

Hvis du bliver træt af saltvand findes der heldigvis også mange søer og åer i Danmark, hvor du kan tage en SUP-tur og mærke det ferske vand under dit board. Gudenåen og Silkeborgsøerne i det frodige og skovklædte Søhøjland er det bedste sted til SUP-ture på søer og åer i Midtjylland. Men husk altid at tjekke reglerne inden du smider boardet i vandet - når det kommer til søer og åer er der nemlig lidt andre regler end ved kysten.

Tæt på Gudenåen kan du overnatte i et trætophus, nyde den friske skovduft, de kvidrende fugle og vindens susen i trækronerne. Stedet er ejet og drevet af Mette og Martin, der på en af deres mange rejser rundt i verden, hvor de selv oplevede at bo i huse bygget oppe i træerne, fik idéen til at bygge deres eget trætophus med et tilhørende anneks i baghaven. Efter en lang SUP-tur på Gudenåen er det optimalt at kunne tænde op i den brændefyret tøndesauna, nyde varmen og de rensende saunaolier, der fylder luften.

Så tag dit SUP-board med dig på dit næste getaway eller leje et SUP-board i vandkanten. Der er så mange smukke steder, der bare venter på at blive udforsket. Husk vesten, leashen om benet (sikkerhedslinen mellem dig og boardet) og at tjekke vejret inden du hopper på vandet. Brug din sunde fornuft og kend dine egne styrker og begrænsninger. Det er det bedste udgangspunkt for en god oplevelse på vandet - og ikke mindst for din sikkerhed.

Læs mere om bogen Danmark rundt i vandkantenStand Up Paddle, oplevelser i vandkanten, regler for SUP og længere SUP-ture med overnatninger.